BlueBluePurple

d 13 dec 2012. En hel side. skrevet direkte ind: Never really good enough    Never really bad.       Somewhere in between. *En silhout af et menneske* *delt i to* *Ikke lige på midten..* *En del udaftil* *med en lille del indeni* Hvor befinder dit sinds hovedperson sig i dag? Hvordan ser dit sinds landskab ud? Er der bjerge? glade mødesteder for tanker? Tågede mørke pentagrammer? Kløfter? Søer? Skove? Stier. Kære lille hovedperson gemt af vejen i mit eget sind. Hvor du går rykker du mig med. Du fordrejer mine indtryk af virkeligheden. Danser, vrider, drejer og kæmper. Hvor befinder du dig bedst med mig på slæb? Du Os Jeg Du, en mutant. Tager form efter mit indre landskab. jeg kan mærke dig kravle op på indersiden af min hud. Med knivskarpe kløer, når jeg er ked. Men hvis du ler, ler jeg med. Og virkeligheden ser på med hævede, rynkede bryn. "Hvorfor ler du?" "Jeg er bare glad i dag..." Min indre hovedperson fandt en sommer...

Min kalender er som et underlig univers. Med mit arbejde som den planet jeg selv skal trække rundt, men som tilgengæld kaster guld i grus omkring sig. Skolen som planeten på standby. Indhyllet i tåge, gemt godt af vejn.  Jeg kunne have ønsket adskillige gange i dag.. da ikke mindre en tre stjerneskud har passeret min smukke himmel og har brændt sig fast i papiret. Aftaler der pludselig er dukket op. En veninde og en invitation til en længe ventet fest. Lyser så stærkt at de sorte huller midt imellem bliver om muligt helt selvudslettende, hvis ejg er selvet. det' de dage hvor jeg helst ikke vil vågne. Dagene hvor tiden ikke vil gå. Hvor ingen har tid til at ses og hvor ens lille rumskib rammer et sort hul. Det de dage hvor man skal kende numrene på de rigtige livliner. det de dage hvor man først finder nødreserven af brændstof sent om natten, når man alligevel burde sove, og glemme sig væk, vente på en ny dag. Stjerneskud eller sort hul. Hvis du sender mig en besked kan jeg fylde...

See I remember we were driving, driving in your car The speed so fast I felt like I was drunk City lights lay out before us And your arm felt nice wrapped 'round my shoulder And I had a feeling that I belonged I had a feeling I could be someone, be someone, be someone Og dette lille omkvæd beskriver minderne ret godt.

Baglås Sidder her igen, stirrer på min dør. Nyder at man skal vride den op for at komme ind. fin hvid på ydersiden, altid åben når nogen er herinde. Brun og plettet på indersiden, lukket når jeg er her selv. Sidder helt oppe i vinduskarmen når solen står op og der er koldt i værelset. for at få et glimt af solens stråler, inden de ser mig. Sidder ofte på min gamle stol, midt på dagen, når solen brænder og jeg ruller gardinet for, for ikke at brænde væk.  Men altid sidder jeg her når regnbuen lægger sig og får sig et hvil på kanten af bakken, og den smule vand jeg kan se i mosen glinser orange, som en sidste af solens skarpe smeld. Drejer rundt på den gamle kontorstol, tager benene op under mig, og bliver helt svimmel. ser de hvide vægge bliver langsomt grå. Og græsset på marken irgrønt og hovedet så tungt. Det er nu der er åben kontakt, det er nu jeg sidder med fingerne på tasterne, tankerne og blikket på dørhåndtaget. Gammelt, mørk og med fine udskæringer. Låsen derunder har jeg ...

Alle de sår som ingen anden end jeg selv kan gives skylden for, Heles lige så stille. Og det trigger mig at se det. For længe har jeg brugt det som min styrke at lege fakir. Gemmer dem under stof folder dem ud gennem ord. Den første fik mig til at destruere og hade en der brugte, smed ud og var stolt af det. Den næste fik mig til at udtrykke og fastholde uden tvang uden lyd blot et blik.  Nu er der en ny, En der ikke forstod mine ord, men så mine ar. Og forstod.  En som  i mit baghoved holder mit had fast med et blidt kys og jeg ser sårene heles op. Bider læben halvt itu i frustration, men holder hænderne i ro. Med triggeren på nakken,  på nakken af dig, er jeg stærk nok til at bære den, så længe du holder mig, kan jeg udholde lidt mere af verden. 

Når jeg lukker øjnene kan jeg igen sidde på forsædet i din bil. Med armen ud af vinduet og bassen alt for høj. dejlig høj. kigger i bakspejlet og ser dit hjem forsvinde rundt om hjørnet. De andre venter på stationen.  Venter på de sidste to og alt det vi nu fik med os. Jeg låner dine solbriller, en af de man kan spejle sig i, og tager dem med mig helt hjem. hjem til stilheden, væk fra dine arme og drengenes grin. fra jeres vanvittige humor og alt jeres crap. venter på peronnen på at mine vinger igen falder af. dem du satte på, der i den tidlige morgen, usynlige, men virkelige. Og som de blev sat på lukkede jeg mine øjne for stedse. åbnede de indre i stedet. besøg mig, snart, lær mig at beholde mit syn sådan. tag dine venner med og vi kan danse i marken natten lang, med øl og smøger. trampe kornet ned, som alle dem der før har trampet på os. alt det ser jeg i genspejlet af dine solbriller. dem som nu hænger i vinduet og kigger ud. Ud over verdenen, og hvorhen I nu befinder jer. ...

hvor blev I af? Jeg kom hjem med et fyldt hjerte og en knækket sjæl, med stinkende tøj og revner i min hel, med solskin på huden og venskab i min hånd, med skrald på hjernen og helt i roskildes ånd. hvem er jeg nu? Jeg kan ikke se en fremtid, jeg er langt ned i kvælertag. af kærlighed og druk,  jeg skriger: jeg vil tilbag'. Til stanken og varmen til den gunrende bas, Til mennesker i massevis og ingen der siger: på plads. Hvor skal vi hen? En ting ved jeg. Vi skal tilbage igen.