[dig]

Det er som om jeg slet ikke har lyst til mad når jeg først har smagt dine ord.
Din filosofiske fortolkning af verden jeg drikker som nektar med chili i.
Hvis jeg havde nogle mandler nu, ville de være hævede som aldrig før, og min drøbel ville blive mast.
I stedet glider udsagnsord og et enkelt kompliment ned gennem halsen og får den til at hæve op på vejen.
Et forsøg på at kaste op. Hvis det først når derned hvor jeg ikke kan skille det ud igen vil jeg være fortabt. simpelthen. For i det øjeblik du forsvinder, optaget af nye mennesker at give føde til, tørrer jeg ind og dør af sult. afsavn lærer nøgen kvinde at spinde. Og jeg lærer en måde hvorpå jeg genbruger dine ord og bliver i stand til at stå op hver eneste morgen. Det er hårdest ved daggry. Tvinger mig selv til at blive billig i drift. I håbet om at du i dag giver et smil eller bare lidt respons.
Det er absolut ikke kærlighed det er simpel afhængighed. En fascinerende opmærksomhed der giver mig nyt liv i de øjeblikke det eksisterer.
I dag fik jeg trængt dig op i krog. Endelig. Jeg tror ikke engang du ved, at det for mig, ikke bare er tilfældig sekundvis fornøjelse, men dødelig alvor. I dag fik jeg endelig trængt dig op i en krog så du med sikkerhed kunne give mig liv nok til endnu en uge i æteren.
Jeg spør: handler det om tillid?
Er det i virkeligheden den selvtillid min egen krop ikke længere selv kan producere som du giver ud i overskud?
Jeg ser mig selv som et timeglas der har lært at vende sig selv. Men du er sandets oprindelsesland.  Og jeg forsøger at bygge bro, til dig og dit land. Så jeg ikke længere skulle være så ihærdig med, afhængig af, at vende mig selv lige dét sekund hvor sandet, dine ord, resten af vores minder kan udnyttes bedst.
knastørt sand stables korn for korn. Danner en bro der helst skal ramme din mund. Se nu der. jeg trænger dig op i krog, næsten forankret i sikkerhed. Og lige der vender du dig, får øje på et andet menneske, hører nogle nye stemmer der drager. måske er du også lidt afhængig?
Broen rammer din ryg. fuck. Vreden brænder i et øjeblik et tusinde og et sandkorn om til glas. Og jeg smider to af de bedste minder væk.  Langsomt begynder sandet at løbe igen, og jeg kan trække vejret. Finder en vandflaske og jeg føler mig som en strandbred en dag i november. For trods alt er du indtil nu vendt tilbage gang på gang. Og jeg tager imod gang på gang. LIgesom bølgerne der skvulper op på stranden og forsvinder gang på gang på gang.
Hvis nu jeg kunne; lære at vende dig, ligesom jeg har lært at vende mig selv?
Ville du kunne se det smukke i at fylde mig med ord eller vile du rive dig fri? Efterlade mig knækket, knastør. Og det er derfor jeg forbliver hemmelig.