BlueBluePurple

Nåle Højtsvævende øjne Tanker der glider tilbage til fortiden. Alt for meget blod, og åh så smukke melodier. Lad mig løbe ad helved til. Bare løbe. Lige så halsbrækkende stærkt som i mine drømme hvor jeg bliver forfulgt. Lad mit hjerte vågne op til livet igen. Og den taktfaste rytme slår mod asfalten, græsset, skyerne. Jeg vil bare løbe.  Slå mine knogler itu i forsøget. rejse mig og blive ved. For jeg er ikke færdig endnu. langt langt væk Uden nogen med uden noget mål. Efterlade alt tilbage, som en gammel og slidt kliche. Som endnu en side i min godt fyldte dagbog. Bare løbe. bruge alle mine penge og værdier på alkohol, finde en bil og smadre ind i aftenens vildeste fest. med pumbende bas hvor fødderne ikke rører jorden. Og bare give efter. Dø der midt i alt det fremmede. Jeg vil forsvinde for mig selv. Løbe alene. Jeg vil at mine fødder skal smadre de småsten jeg løber på. jeg vil alle de drangede tanker om døden til at blive tranpet itu. Af taktfas

kunsten er at leve i nuet når der er andre til stede leve i fremtiden når der er noget du skal leve i fortiden, for blot et øjeblik, når tingene ikke længere giver mening.

Kvalme. Morgen. Tiden går ikke langsomt nok. 5 km på en cykel i vente. Skal lige i bad først, og have noget mad med, og finde arbejdstøjet frem. Det er lørdag. Burde jeg ikke være glad? Burde min krop ikke nyde at de kan få lov at sove længe? Men nej. Jeg vågner kl halv 8. Så træt. Men jeg kan ikke sove. Bliver liggende oppe til langt over midnat og sender beskeder afsted som ingen andre end modtageren nogensinde må få at se. Spørgsmål. Der blev sat svar på. Spørgsmål vi funderede over. Tiden går for langsomt og for hurtigt. Jeg vil have denne uge forbi. Jeg vil have tid til at slappe af. Min krop er træt af at hver dag er planlagt ned i mindste detalje. Ikke bare den sidste uge, men også den der kommer nu. Stresser mig men der er kun flere ting jeg skal nå. Du fik en hemmelighed at vide i går. Da klokken blev så mange at vi begge sendte beskeder uden hæmninger. uden at vente på den anden. Jeg vil væde med at du også har ligget og smilt lidt. Over dette forunderl

Bag din ryg. Før skrev jeg når du kiggede. Nu er jeg helt holdt op. Ikke flere mørke hemmeligheder jeg langsomt kan forløse, lade dig opsnappe som i et snedigt tilrettelagt spil. Har fået en anden at snakke med, en der endda ved mere end du gør... Hvad har jeg i virkeligheden nået at fortælle dig.. mislykket i at holde inde? Jeg kan ikke huske det hele. Som jeg aldrig rigtig var til stede. Du har engang sagt at du hører sorte huller. rigtigt. Du mærker dem i hvert fald. Og drages mod dem. Prøver at løse dem som mysterier. I en gruppe mennesker sker det af og til at der er en der falder. rent spykisk. Og gemmer sig væk, forsvinder. Men du kan se når der er sorte huller. i øjnene. eller også kan du høre dem. Jeg tror de er lyden af Rungende stilhed. Lukket mund. Sænket blik. Ingen tilstede, gemt væk i et hjørne af hjernen. En undskyldning for at være til. Men i modsætning til så mange andre, kan og tør du række ind. Og finde den væghengemte personlighed frem igen. Også se

De er her stadig. pusler rundt. lokker med at frigive dejlige stoffer. I kroppen i hjernen. Tanker som ikke giver nogen mening. billeder forbundet med en pagt. sætninger gentaget så mange gange at de bliver sande. Er de en del af mig? eller er de en sygdom i min hjerne? Er jeg syg? Er jeg en sygdom? Er jeg alt det der er i min hjerne? Jeg ved nu at de bliver stærkere hvis jeg ikke ønsker dem der. Jeg ved nu at de jeg forsvinder i dem hvis jeg ønsker dem der. Jeg ved nu at jeg ikke ved om de nogensinde vil forsvinde. Jeg erkender at jeg er nødt til at kalde dem for de. Once a addict always an addict. have I ever really been addicted? Et minde. Om en side jeg stadig besøger. Hvis man søger efter symptomer tror du med det samme at du skal dø. Jeg troede ikke. Jeg ønskede. Og det var vel det der gjorde udfaldet. Og gjorde mig sikker i min sag. Med rystende hænder faldt alting på plads. Men jeg kan stadig ikke sige det højt. Skrive det ned. Få dem væk. p

wow endnu en barometerhilsen der ramte et mørkt lille skrivebord, denne gang fra et mørkt lille køkken. Du siger du er alene. Du siger at du ikke længere kan nå... ham eller hende. mine tanker.... omhandler en person jeg skylder tilfældighedernes kraft alt. At møde en der så, men blev. Tænk engang. En tanke der slet ikke kan rummes i et menneskelig bevidsthed. Det ville kræve at jeg ville kunne forstå tilfældighed. Mindre en 5 dage til at jeg bliver nået igen. mindre en 5 dage der bliver et bjerg i sig selv. alle de timer. alle de ting der skal nåes. Men mon ikke jeg kan bruge dine hjerteskærende kærlige og dejlige beskeder kan bruges som vandrestok. Et brev om at se sig selv udefra. fra endnu et barometerbarn, jeg ville ønske sad lige her. Tora. var dit navn. Flyder ind og ud af egne rådne digte og oplæste stemmer. Dette digt vil aldrig give mening. det er blot tilfældige indfald. om kærlighed, ensomhed, stress, savn, venskab og alt det andet der fylder. veksler

You say the one send to guide you wants you to fall. you say you should have seen it coming after it all and you can't cry anymore you've never been down this road before - laurence fox

Jeg kan godt lide... ..Krøller!... og En kaffe med kakao i. En lærer der skriver "vil i være så venlige at læse" til lektien. ... og når man kommer træt og hjem: Nyt rent sengetøj. En godnat snapchat (er blevet så afhængig...) Respons på sære projekter, og succes bare en gang i mellem. En man smiler til på gangen de der morgener hvor man komemr ud af døren i søvne: Gode rutiner Roskilde festival. At glide ind i gamle minder. tænk hvis jeg også havde solgt min billet, og aldrig havde mødt dig? der er noget helt specielt over:   Tilfældigheder.