BlueBluePurple

Jeg har lyst til at skrige: jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Men jeg ved godt jeg skal blive. Jeg ved godt jeg skal holde mine øjne åbne. Jeg er nødt til at være her. Og dette er bare en dårlig dag. I morgen er der en ny der bliver bedre. Om ikke andet så fordi denne er en af de værste, og det (næsten) kun kan gå opad herfra. En ny dag i morgen, kommer efter denne, og der er ingen anden vej end direkte igennem. Sure livserfaringer som alligevel har en rar eftersmag, er denne tankestreg et eksempel på. 

...hverdagsrytmen,  nu glider den på en usynlig is.. og slår sig. Denne aften føles som sommerferie, og i morgen bliver smadret.  U ndskyld.  The Asteroids Galaxy Tour – The Golden Age The Asteroids Galaxy Tour – Heart Attack

Der er noget smådeprimerende at starte at skole igen. savnet til ens kammerater der bliver ens hverdag igen, overdøves en smule af koncentrationsbesværets frustrationer, og alt for mange timer i en bus. måske skal hverdagen bare lige finde sin plads? Jeg skræmmes dog, ærlig talt, en smule af hvordan den indtil videre ser ud. At tilpasse hverdagen igen så alle de skønne ting fylder mest, og giver overskud af glæde og inspirationsenergi, kan godt lade sig gøre, men føles så tungt. som at dreje med en overfyldt indkøbsvogn hvor hjulene helst vil køre ligeud.

Mine ben myrer, men jeg hælder et glas pulverkakao mere op og flytter mig ikke. Mit hoved bliver stadig tungere, men jeg lægger mig ikke ned over bordet og sengen i værelset virker ikke indbydende, og selvom jeg ved det ville hjælpe at gå en tur, flytter jeg mig ikke. Vinden rusker svagt i trækronerne der indrammer udsigten fra vinduerne, vigens vand ligger som et kæmpe sengetæppe over landskabets bund og himlen er så godt som forsvundet. Den sorte laborador ligger i sin kasse og vil gerne ud men nu regner det også. Afbrudt ferie føles sådan her.