BlueBluePurple

og nu skal jeg så til at lave fremskridt der  går tilbage.. dvs jeg  skal korte ned. jeg har lige 5000 anslag for meget... upsi men min forside er jeg ret glad for:

Guilty pleasure megapopulær pop på youtube fordi ingen skal kunne se på facebook, når jeg hører sådan noget. Men jeg sidder og mimer og vrænger ansigt i takt med den letpåklædte sangerinde. Og nu hvor SRP rettes ind, og jeg lige pludselig er gået et langt skridt tilbage.. så er det ved at være jul i 3G-livet, ddvs min redegørelsesdel skal skrives om.... Men det er Ikke fordi jeg er ved at dø endnu.

Kaffen er blevet lige lovlig stærk men den varmer min hånd og klær den. Den anden hånd finder musik frem. Placebo + stærk kaffe minder mig, mens koffeinen slår ind og forstærker effekten. Den tid hvor dette var indholdet af mine aftener mine nætter. Næste morgen var jeg en zombie vågnede  først op om natten. Situationen her minder mig. Og det slår mig, som et par øjne der ser mig udefra; Hvor meget der har ændret sig siden. Det er næsten før jeg savner smerten og de syrede psykiske udflugter. Kun lige og næsten. 

Jeg planlægger hele tiden min sparsomme tid på ny. Forsøger på en gang at give mig selv frirum og presse mig selv til det yderste. Hvorfor skal teater-døgnet også ligge midt i 2 ugers eksamensskrivning??? Jeg vil så brændende gerne med. Så alt efter hvor meget jeg når, genberegner jeg hvor mange dage, hvor mange timer må bruge på hvad, for at få tid. Og tiden jeg bagefter jeg kan se jeg har brugt på at forudsige og planlægge, stresser mig. Men der er ikke andet for, end at grave arbejdsslisken dybere så jeg ensporer min hjerne, så jeg kan ramme den dybe tilstand af absolut studie. Det er svært. Især når der ligger sådan en fristende teaterevent lige i midten. På den anden side, sætter netop dén event blus under min plan, og på min stigende produktivitet. Jeg skal i seng om 3 min og op kl. halv 8 i morgen. Jeg må nu pause min natte-arbejdslistepå spotify, og håbe på en nat uden mareridt. Nat på museet med T-lab Værelset