BlueBluePurple

Jeg burde allerede være langt inde i drømmeland. Med kroppen sat på genoplad. "can you see anything? synger mine skrattende højtalere. Jeg fristes til at sige nej. Mine øjne lukkes i. men jeg forbliver vågen. Tjekker mailen. Håber at du også har en af disse dage. Som bare ikke kan gå hurtigt nok. al energien bliver suget ud allerede inden middag. Og selvom det muligvis skyldes mangel på søvn. Bliver vi oppe til langt over midnat. og laver de tankeeksperiementer som kun kan udføres, Når hjernen kører på sidste vers. og et spirende venskab forføres.

Rammer Plet. 

Trigger,Trigger,Trigger,Trigger. Jeg ville ønske jeg kunne dreje pistolen mod lektierne i stedet og, Endelig,Endelig,Endelig,Endelig Trykke på aftrækkeren. Min koncentration er stadig på ferie. Hjælp. Jeg kan ikke følge med. Og jeg ved ikke hvordan jeg får stålwiren der engang var min vilje, tilbage. I stedet svæver mine tanker ud og væk, i alle retninger, som små sæbebobler der brister før jeg når at gribe ud, hive dem ind, og tage alle mine uønskede drømme af dage. Ben der stormer forbi. Tramper mig ikke ned. Men standser ej heller ikke op. Spør' hvorfor jeg har sat mig ned. Hægtet mig selv af. Hjælp. Sikke et hæsligt ord. Siden hvornår er jeg blevet for ynkelig til at klare mig selv? Siden jeg begyndte at tro på det tankerne sagde. Troede på at jeg var godt igang med at opbygge en gæld. Og små stemmer hvisker: For hver gang du lader vær, skylder du i sidste ende. Som små sæbebobler svæver stemmerne bort. Før jeg når at springe højt nok,  fange dem ind, o

http://www.youtube.com/watch?v=tSaEEaPYjv8&list=RD02YHVw3LQEFl0 Cyklus verden rundt. Sidder unge som jeg. Hægtet af i et fællesskab. Modtager undervisning de ikke kan drage nytte af. fordi kæden er rustet til, forsøgt behandlet med en forkert olie. Og jeg ved ikke hvordan jeg er kommet hertil hvor jeg nu forsøger at finde hvem der er mig. Fortiden er sort. Fremtiden alt for hvid. Nutiden kræver koncentration. Kræver mig. Kræver tilstedeværelsen af en der er forsvundet i et virvar af små stumper i æteren af selvtillid. Forsøger at samle alle de stumper der tilhører den jeg kendte som mig. I æteren forsvinder alle lyde udefra. Dit stemme skærer igennem. Smertefuldt. Pinligt. Kalder mit navn. Kræver et ansigt med indsigt I det du lige har fortalt. men jeg har glemt hvordan læberne bevæges. Ser steder der ikk findes. Dine kruseduller på tavlen er umulige at tyde, selvom jeg ved jeg burde ku'. I skole igen. I går i dag i morgen. Sidder her. Fysisk. Psyki

Av min mave Og tak for: Menstruation Kaffe Piller Sommerfugle og mangel på søvn.

 Måske er verden ikke så slem alligevel?

Pludselige dukker der gamle minder op, der skal indfries som visioner. 5 mennesker der sidder foroverbøjet over et lille stykke papir. Omgivet af skærme hvor svaret skrives ind, fortolkninger, udkast, rettelser, indviklede teorier.  Viklet ind i ledninger der går fra computere og ind i væggen. Sørger for at vi altid er på. Og det er der en af os rejser sig for at skaffe en kop kaffe at vågne på, snubler og river alle stikkene ud. 5 altoverdøvende biib vækker de øvrige. Da de ledninger der sørgede for at vi altid er på, blev revet ud. Og vi opdagde, at ingen af os. Virkelig havde været på, her til morgen. Eller siden vi satte ledningen i, og åbnede computeren op. Er det så mærkeligt at jeg ikke ønsker at sætte mig ind på skolebænken igen i morgen?

- Mit net ryger hele tiden - Det er gråvejr - Jeg har hovedpine - Mit værelse roder - Jeg gider absolut ingenting - Jeg har spist allerede spist nok chokolade for en hel uge... - Mit ungdomskort når ikke at blive brugbart inden skolestart - Uden kortet kommer transporten til og fra skole til at koste mig 100 kr hver dag! - Jeg har ikke noget at snakke med nogen, der evt. ville chatte, om - Jeg er ynkelig - Jeg kan ikke skrive nogle digte der bliver gode nok - Mine forældre er mega aktive i dag - Der er ingen der gider høre på et brokkehoved - Hvis jeg ikke underholder mig selv,med spil tv eller lign, får jeg trigger på. - Please: Grin af mig. Bogen der beskriver hvor meget jeg har udrettet i dag...

At befinde sig i et mellemrum. Hvor ville Jeg ønske jeg kunne finde en gif der passer. en Gif hvor et lille menneske falder ned mod en tætskrevet side, rammer et mellemrum, og ryger helt igennem, og forsvinder. For jeg har ikke rigtig noget at skrive om. Min mor vil nedtrappe min døgnrytme og dreje mig ind på plads igen. Jeg kysser hende på kinden og lover hende at gå tidligt i seng. men mor, jeg er bange for at jeg bliver nødt til at dreje mig selv tilbage igen. For selvom jeg går tidligt i seng. bliver det tidligt om morgenen. Og du kan sige hvad du vil. Og du kan forsøge at få mig op til en anstændig tid. jeg er vokset op blandt katte, og deres små klør har sat sig fast, i form at nataktive øjne og et enkelt lille digt: Lille kat lille kat Lille kat på vejen. hvis er du? hvis er du? Jeg er squ min egen!  For kære mor, natten kan du ikke berøve mig. Det vil jeg ikke tillade dig, give dig en tro på at du kan. Så jeg hvisker en lille hvid løgn i dit øre. Og kysser

Nu er det to år siden jeg tog af sted. Et år siden vi gik hver til sit. Ingen af os har rigtig ændret os, men intet herude vil blive som det var dengang, og vi kan aldrig blive de samme igen. Efter at jeg i går aftes fortalte dig, at den dag du ringere og sagde du ikk' ville se mig mere var den værste i mit liv, er det som noget har ændret sig. Endnu en gang. Du er gået fra at være et glasskår i mine tarme og tanker til at være et minde jeg for altid vil ønske jeg ville ønske jeg kunne vende tilbage til. Men vores venskab er forbi. Det kan jeg så småt håndtere nu. Jeg savner dig stadig. Men på en måde, er det kun vores minder jeg er forelsket i stadigvæk. Ikke dig.

Nogle er bygget af lort. Andre af stjernestøv eller hjernepartikler. Hvad er det der sker, når du holder mit hoved og hvisker jeg er smuk, mens du langsomt glider munden ned af min hals... når vores læber mødes og din ånde er lækker lige meget om den kunne have slået en kat ihjel. hvad er det der sker, i mit fuckt up sind: at jeg tænker på blodet i mine arme der vil ud og små grå tråde der stadig trækker mig væk fra denne verden. For for hver berøring, for hvert hjerteslag går tiden like tik tok toksiner der glider frit mine årer. Du skal af sted. Dette er vores sidste kys i gud ved hvor lang tid og jeg snupper et til. I frygt for det øjeblik du forsvinder. Rasende og fyldt op af kærlighed. Hvorfor kan jeg ikke bare nyde sekundet i stedet for at forbande det langt ind i helved for ikke at ville gå i stå? jeg ønsker at mærke noget igen. Smerte fra nye rifter eller die hænder på mine hofter. Ruller mig rundt. Jeg er bygget af kontranster fra tå til hårstrå. En smule liderlig når du ho