Jeg skriver små stykker .. hvad jeg skal kalde dem ved jeg ikke endnu...

Som eksempel:
Jeg tjekker min indbakke hver eneste dag og det er som om den bliver mere og mere tom for hver gang. måske netop fordi der ikke er sket noget. så nu tjekker jeg den to gange om dagen.
og det er en kort en ..

Det er ikke altid jeg kan skrive dem færdige:
Måden man langsomt bliver forvandlet til en robot, fyldt med kulstøv og lader sine bevægelser og tanker gå i takt.
Ingen sygdomme man ikke kan kurere længere. Alle gener kortlagt og erstattet af elektroder.
ingen ...

Nogen gange bliver de virkelig syrede:
 Der bor et monster
I mit pulterkammer, blot en hjernecelle. Hvor kammertonen er en lidt for høj og et monster tror det kan synge.
Vi danser polka.
Lader syren fra adskillige tankeappelsiner flyde frit.
Du smiler til mig i en anden dimension.
sagde du lige du var bekymret?
Et monster snurrer mig rundt så jeg ligner en appelsinskrælsballerina.
en anelse bittert.
Jeg griner svagt, undskylder bagefter.

Jeg er blevet lovet den makabre glæde.
smukke billeder. frit beruset. træder jeg monstret over tæerne.

Borer sylespidse kanyler ind i mine ører.
Jeg ved hvad du tænker.
Men Han passer også på mig.
Holder mig tæt, snurrer rundt sammen med mig, leger for et øjeblik med på en evig karussel.

Jeg vil danse polka på måtter af appelsinskræller der vender og bukker sig.
Jeg vil finde smerten så den kan forstærke glæden.
Du må gerne være med, men KUN hvis du er lige så bange for at sprænge i luften som jeg er,
men samtidig ikke kan lade vær at forsøge.


Mange af dem går i ét med naturen:
Spæde klokkeslag vandrer gennem tiden og den mørke messing ser bøgebladene folde sig ud.
Tusind dråber, som tårene den kære måne, der endnu en gang er forsvundet i horisonten,  har spiddet på hvert et græsstrå, hilser på.
Klokkerne ringer solen op til endnu en vandring og Ensomt stryger de første stråler dugdråberne af vejen.
Kattepoter glider gennem græsset og tager de tårer med sig som ikke fordamper, og menneskeøjne slåes op.
I det øjeblik er alle sorger glemt, mens klokkerne toner ud og kattelemmen klaprer.
I det øjeblik den sidste sprøde tone lader den hvidehalespids vejre, lukkes øjnene i igen.
Gid du havde holdt dem åbne. Åben i glemslens stille time af morgen...

hvad skal de dog ende med? jeg ved det ikke... er ikke sikker på jeg vil vide det.