Fandt en tekst gemt væk på forsiden. Titlen er: Baglås

Baglås

Sidder her igen, stirrer på min dør. Nyder at man skal vride den op for at komme ind. fin hvid på ydersiden, altid åben når nogen er herinde.
Brun og plettet på indersiden, lukket når jeg er her selv.
Sidder helt oppe i vinduskarmen når solen står op og der er koldt i værelset. for at få et glimt af solens stråler, inden de ser mig. Sidder ofte på min gamle stol, midt på dagen, når solen brænder og jeg ruller gardinet for, for ikke at brænde væk.  Men altid sidder jeg her når regnbuen lægger sig og får sig et hvil på kanten af bakken, og den smule vand jeg kan se i mosen glinser orange, som en sidste af solens skarpe smeld. Drejer rundt på den gamle kontorstol, tager benene op under mig, og bliver helt svimmel. ser de hvide vægge bliver langsomt grå. Og græsset på marken irgrønt og hovedet så tungt.
Det er nu der er åben kontakt, det er nu jeg sidder med fingerne på tasterne, tankerne og blikket på dørhåndtaget. Gammelt, mørk og med fine udskæringer. Låsen derunder har jeg ingen nøgle til, og alligevel ved jeg at låsen er gået i baglås. og alligevel men kun lige indtil jeg beslutter mig for at åbne døren igen.
Jeg lader være. Nyder at der for et øjeblik er sat baglås på tiden, mens solen går ned og farverne forstærkes. for derefter at forsvinde.
Hver aften. opmærksom på den baglås jeg beholder, selv når jeg træder uden for min dør. Selv når døren lukkes op og det hvide vendes indad, er pletterne der stadig. Dem jeg kender ud og ind. Dem der matcher dørhåndtaget, ikke farve men i sind.
Det er bare forsømte opgaver. Døren er slebet af på indersiden, så det hvide titter frem: Den skal bare males.  Dørhåndtaget og dets lås; kan jeg stadig bedst lide aflukket og låst.
Solen er væk for i aften, og mosens træers sorte kontuer står som skarp konstranst til himlens vilde farver. Regnbuen hviler sig stadig, som en sidste påmindelse om, at den altid vil være der , og jeg burde finde andre ting at gå op i. Og dog. måske ligger den der lige lidt endnu, for at få et lille glimt af verden, og måske af mig. et sidste glimt uden solens indblanden.
Giver grund til et lille smil inden den forsvinder, jeg overvejer at åbne op, men ender med, at lade låsen side, børste tænder, vasker hænder og går i seng.
så ligger jeg der  til jeg vågner i morgen, strækker mig op, sætter mig op i vindueskarmen, og ser de første spæde stråler inden de ser mig.