Konstrasternes bekendelser. Advarsel: Det her er hårdt stof.

Nogle er bygget af lort. Andre af stjernestøv eller hjernepartikler.
Hvad er det der sker, når du holder mit hoved og hvisker jeg er smuk, mens du langsomt glider munden ned af min hals... når vores læber mødes og din ånde er lækker lige meget om den kunne have slået en kat ihjel. hvad er det der sker, i mit fuckt up sind: at jeg tænker på blodet i mine arme der vil ud og små grå tråde der stadig trækker mig væk fra denne verden. For for hver berøring, for hvert hjerteslag går tiden like tik tok toksiner der glider frit mine årer. Du skal af sted. Dette er vores sidste kys i gud ved hvor lang tid og jeg snupper et til. I frygt for det øjeblik du forsvinder. Rasende og fyldt op af kærlighed. Hvorfor kan jeg ikke bare nyde sekundet i stedet for at forbande det langt ind i helved for ikke at ville gå i stå? jeg ønsker at mærke noget igen. Smerte fra nye rifter eller die hænder på mine hofter. Ruller mig rundt.
Jeg er bygget af kontranster fra tå til hårstrå.
En smule liderlig når du holder mig fast. Får lyst til at gøre ting med dig vi ikke har tid til.  Men, men jeg vil ikek føle mig brugt. Ikke igen. men du bruger mig jo ikk. Kører tankerne rundt i ring.
Kan jeg godt tillade mig at være seksuel nu?
Kære lille hjerte hvad er det du vil? Vil du bestemme dig for enten at male mig sort eller hvid, for den grå farve er ved at rive mig itu.

Gemmer alle de grimme pletter på nethinden væk, og siger at alt er normalt, så mange gange at jeg selv tror på det.
En normal pige der fører samtaler med de grå og trister tanker der filtreres gennem en sjette lem i hjertet.
Ønsker jeg kunne dø. På bagsædet i din bil, i en lykkelig tilstand, du skal slippe en enkelt tåre men forstå: I mit sind giver det mening at døden kalder på mig. Og du kun er en omvej dertil.
Jeg ved at du vil vende mig om hvis du ku. For jeg tror snart jeg kan sige at jeg elsker dig.
Hvis det ellers er noget jeg stadig er i stand til, er det kun en tilstand du kan bringe mig i. Få mig til at glemme igen. Sig at tiden intet betyder. Sig at du vil bli.
Rul forsædet frem og lad mig sætte mig ind bagi. Inden vores forholde bliver rynket og noget med dybe forventninger i. Live fast die Young. Jeg vil dø lykkelig måske når omvejen med dig finder sin ende. Men jeg ber' til at vi kun er begyndt. Tankerne glider i baggrunden så længe jeg kan mærke dit blik i nakken og jeg bare ved at du ville redde mig hvis du vidste noget og hvis du ku.
Når dine hænder fletter sig ind i mine og alle de skræmmende tanker som glider ind over mine hornhinder som mareridt døgnet rundt, bilver skudt. De glider tilbage i den del af hjernen som jeg kan lukke af og jeg lukker dem inde. Bliver glad igen på den ægte måde så længe nøglen ligger flettet ind mellem fingerne tilhørende mig selv og en person med et hjerte stort nok til at bære et andet. Et der gik itu. Et der samlede sig selv igen, og vænnede sig til at være en dobbeltmoralsk ven. Ord gør ondt. og jeg ønsker ikke skade andre end mig selv.
Kære du fra byen på djævleøen.
Jeg er skadefri for flere dage end troede jeg ku.
Det er din fortjenste. Og jeg ved ikke hvordan.
Men jeg er glad for det. Snart længere ind end dine fingre når ind.
Troede aldrig jeg ville blive bedre.
Troede det var mit lod at være den underdrejede freak der taler fra mørket og agarer klovn til jeg finder et hvidt lys. lader min krop føle sig lykkelig. Og lader tankerne sig indfri.
Hvordan forhinderer man et sort hul i at blive større, når der konstant bliver taget af det? I et forsøg på at fjerne det der sygt,  eller  i håb om at blive lidt hjerneskæv endnu en gang på hvide partikler der gnaver sig vej igennem hjertet. Gennemhuller mine ever til at elske med andet end forsiden og bagsiden af min krop.  Fysisk fornyelse. ja som om jeg kun kan leve af det?
Og så skete det. Da jeg endelig havde besluttet mig for at denne uge skulle blive den sidste. Jeg mødte en der stoppede min hånd der konstant rev små stykker af det sorte hul jeg er. Satte en korkprop i. jeg tror jeg elsker dig?
Du er bygget af noget jeg ikke forstår.  Måske er det fordi du er bygget af det jeg ikke  længere har. En evne og en vilje til at leve livet, lige meget hvad der så ellers kommer på tværs. En gren gennem benet sir du? Og endnu en gang på skadestuen? De kan mit CPR nummer udenad alligevel og så længe det var sjovt så længe det varede, var det det værd. Lær mig at leve igen. Min søde ven. Så kan det være, jeg når at nyde hele tuden i din bil, og stiger ud fra bagsædet igen. Griber sin hånd og smiler stort,  uden at vide hvorfor. uden at vide hvordan man egentlig smiler. Uden at vide hvordan jeg egentlig kommer ud fra bagsædet fra den bil der er på vej mod afgrunden. Måske drejer du af. standset op.
Og vi kan stå der. Hånd i hånd. Kigge ud over skrænten hvor jeg alligevel ikke skulle smides ned.
Lær mig at ville leve livet igen.
Jeg tror et eller andet sted på, at hvis nogen kan. Så det dig.