Et indskærpet indfald.

De er her stadig.
pusler rundt.
lokker med at frigive dejlige stoffer.
I kroppen i hjernen.

Tanker som ikke giver nogen mening.
billeder forbundet med en pagt.
sætninger gentaget så mange gange at de bliver sande.

Er de en del af mig?
eller er de en sygdom i min hjerne?
Er jeg syg?
Er jeg en sygdom?
Er jeg alt det der er i min hjerne?

Jeg ved nu at de bliver stærkere hvis jeg ikke ønsker dem der.
Jeg ved nu at de jeg forsvinder i dem hvis jeg ønsker dem der.
Jeg ved nu at jeg ikke ved om de nogensinde vil forsvinde.

Jeg erkender at jeg er nødt til at kalde dem for de.

Once a addict always an addict.
have I ever really been addicted?

Et minde.
Om en side jeg stadig besøger.
Hvis man søger efter symptomer tror du med det samme at du skal dø.
Jeg troede ikke.
Jeg ønskede.
Og det var vel det der gjorde udfaldet.
Og gjorde mig sikker i min sag.
Med rystende hænder faldt alting på plads.

Men jeg kan stadig ikke sige det højt.
Skrive det ned.
Få dem væk.

projektiler
syrerester
vanvittige metaforer
for det der kun kan føles men ikke sættes en begyndelse, mening eller en ende på.
Bare følelser.
Dem der ikke kan nås.
Dem der konstant presser sig på.

Et dobbeltliv.
I fysik og psyke.
Kender du mig.
Kender du mig halvt.

du kender til mig, men ikke til de små puslende metaforiske [?] der bor [?] og som fucker alting op.
Hvad de er, hvor de er?
I mig?
Mig?

Nægter jeg at tro på.
Så kan jeg ligesågodt give op.