Lørdag morgen. I et planlagt system.

Kvalme. Morgen. Tiden går ikke langsomt nok.
5 km på en cykel i vente.
Skal lige i bad først, og have noget mad med, og finde arbejdstøjet frem.
Det er lørdag.
Burde jeg ikke være glad?
Burde min krop ikke nyde at de kan få lov at sove længe?
Men nej. Jeg vågner kl halv 8.
Så træt.
Men jeg kan ikke sove.
Bliver liggende oppe til langt over midnat og sender beskeder afsted som ingen andre end modtageren nogensinde må få at se.
Spørgsmål.
Der blev sat svar på.
Spørgsmål vi funderede over.
Tiden går for langsomt og for hurtigt.
Jeg vil have denne uge forbi.
Jeg vil have tid til at slappe af.
Min krop er træt af at hver dag er planlagt ned i mindste detalje.
Ikke bare den sidste uge, men også den der kommer nu.
Stresser mig men der er kun flere ting jeg skal nå.
Du fik en hemmelighed at vide i går.
Da klokken blev så mange at vi begge sendte beskeder uden hæmninger.
uden at vente på den anden.
Jeg vil væde med at du også har ligget og smilt lidt.
Over dette forunderlige sammenræf.
For hvad er chancerne?
For at en åben blog kan skabe et virkeligt venskab?
Ikke flere dagdrømme.
Jeg vil være til stede. Jeg vil nå ud over kanten.
Måske har jeg tabt grebet i mig selv?
Er det derfor min krop ikke kan nyde det er weekend?
Skriger af overbelastning.
Men jeg er jo ikke færdig endnu.
Projektet a la september endnu ikke fuldendt.
På en sær måde ville jeg ønske det var mandag i dag.
Eller bare hverdag.
Så kunne jeg finde dig i et frikvarter og bare give dig et smil.
Måske et knus.
Sige tak. For at kunne tage imod, og give igen ved at indrømme at du forstår.
Ved at indrømme at vi begge er sindslidende.
Livets ironi.
Alting går for langsomt.
Aldrig er tid nok.