Scenen er skiftet.

Bag din ryg. Før skrev jeg når du kiggede. Nu er jeg helt holdt op.
Ikke flere mørke hemmeligheder jeg langsomt kan forløse, lade dig opsnappe som i et snedigt tilrettelagt spil.
Har fået en anden at snakke med, en der endda ved mere end du gør...
Hvad har jeg i virkeligheden nået at fortælle dig.. mislykket i at holde inde?
Jeg kan ikke huske det hele. Som jeg aldrig rigtig var til stede.
Du har engang sagt at du hører sorte huller.
rigtigt.
Du mærker dem i hvert fald.
Og drages mod dem. Prøver at løse dem som mysterier.
I en gruppe mennesker sker det af og til at der er en der falder. rent spykisk. Og gemmer sig væk, forsvinder.
Men du kan se når der er sorte huller. i øjnene.
eller også kan du høre dem.
Jeg tror de er lyden af Rungende stilhed.
Lukket mund. Sænket blik. Ingen tilstede, gemt væk i et hjørne af hjernen.
En undskyldning for at være til.
Men i modsætning til så mange andre, kan og tør du række ind. Og finde den væghengemte personlighed frem igen.
Også selvom jeg helst ville forsvinde i tapetet.
og Også selvom jeg elsker mørket.
kan jeg se nu, at det melankolske sorte hul er sted man tager hen for at lade sig inspirere, ikke høre til.
Du er bare et menneske.
Jeg er bare en demon.