Det er.. helt ok.

Jeg synes jeg burde være utrolig ked af det. 

Det plejer at være min raktion på at bryde kontakten med nogen. 

plejer at miste appetitten... erstatte den med et overforbrug af chokolade. 

plejer at ligge i min seng. og bare ligge. og kigge uden at se noget som helst andet end minder. 

Jeg plejer at afspille de mest smertefulde minder. på repeat. uden rigtig at vide hvorfor. bare føle. smerten. indtil følelsesløsheden sætter ind. 

Plejer at skyde skylden på mig selv. med fuldt overlæg. og plejer at ligge og græde, indtil alle mine tårekanaler er tørret ud. 

men denne gang er det anderledes. Jeg ligger stadig i min seng, og æder chokolade til jeg ligner en bumset bobbel. men jeg græder ikke. og jeg piner ikke mig selv med minderne. 

hvorfor?

stilhed som svar. 

Denne gang er stilheden ikke fyldt af fjerne grin fra dine læber. du hjemsøger ikke mit sind. Og jeg kan sætte musik på som ikke gør mig syg. Ingen forstærket trang. blot en forstærket fornemmelse af at gå på gyngende grund. Som jeg jo forudsagde. 

Nu jeg tænker over det:

Alting er præcis som jeg forudsagde. 

Lige fra det øjeblik jeg så dig. 

Det er virkelig besynderligt.