Træt.

En storm af poesi i mit hoved.
men fingere vil ikke længere enes om tasterne.
Stadig et par ting der skal nåes.
det føles som om hele verden vugger.
af træthed.
Stormen stilner af, når far han pifter.
Og jeg samler mig langsomt sammen.
lader den bunke træthed, som hun vil irritere ham, ligge tilbage i sengen.
Den bliver her til jeg kommer tilbage.
Indhyller min matematikbog i et fint gråligt skær, og forstørrer lektien til uendelige højder.
Men jeg HAR jo lovet mig selv, bare at følge det mindste med.....