Tiden brænder hjernen af.

Jeg vil så gerne.
Forstå musikteori, jeg ved jeg kan, med en indsats. Men hvor fuck er tiden?
Det er umuligt for hjernen er være koncentreret hele tiden.
Især som forvirret teenager.
Suk.
Jeg ville ønske jeg for en tid kunne sætte mit liv på pause.
Og helt forlade de ting som jeg elsker. Det sociale liv, musical, osv.
Bare koncentrere mig om skolen. Bare få fulgt op.
men tiden flyver. Og jeg kæmper for ikke at skride ned af skrænten.
Kæmper for stadigvæk at være halvvejs ligeglad.
For ellers går jeg da med sikkerhed ned.

sig: Whatever, vi når det nok.