Mandag. endnu en normal mandag

alt er normalt
kaffe lidt for tidligt på dagen.
Tegninger, nye og gamle på begge arme.
Jeg tror stadig på gamle My Chemical Romance sange, bekender mig stadig i deres univers.
For man skal da have sine rødder med på nye færd.
Hvert et åndedrag i et nyt sekund, nyt vejr, måske mere forurenet, men altid et nyt eventyr.
Jeg har nået at lave den obligatoriske del af timens opgaver.
Så det er nu jeg altid sidder og stirrer ud af vinduet, hvis jeg altså vender den rigtige vej. det gør jeg ikke lige nu. så ville jeg ikke skrive, bare drømme.lige nu skriver jeg. fordi vinduerne er bag mig.
Den med at alle andre har fået en hemmelighed at vide, men bare ikke en selv, er go. det er sådan det føles lige nu.

Men det gør ikke så meget. det er trods alt helt normalt.
helt normalt at jeg isolerer mig.
Man kan ikke alting på en gang. jeg kan ikke både digte drømme, og sniksnakke.
desuden snakker I kun SRO, og SRO giver mig stadig kvalme og mavepine.

Så hører gammelt smukt musik, og genopbygger min væg mod omverdenen.