Regn (frigivet kladde)

en stor sort paraply
på vej hjem,
 langs landevejen,
skutter i gadelygtens lys, op ad den hæk der er grøn, når det ellers er lyst
nu er den sort
og drypper af væde
fra blad til blad

det er koldt for skinnebenene. i det hele taget, koldt for menneskehuden.
og man burde komme videre
træder ud fra hækkens skygge, ud forbi træets rækkevidde,
det regner kraftigt
lader armen falde, og paraplyen falder
rammer jordens asfalts belægning
samtidig med en trilliard regndråber eller fler.
hele verden falder, hulkende, klaskende larmende ned for føddernes fodsåler.
kuldegysninger,
et vådt chok, løber gennem kroppen
et par ufrivillige skridt til siden
regnstrømme der løber ned af håret, forsøger at bryde dets overflade
ligeså med jakkens stof,  samvittighedens skjold, underbevisthedens trang.
bliver noget så tung

Den første lille strøm af regn, bryder hårets overflade og løber langs hovedbunden og ned i nakken.
gennembrud
HUH
så koldt
trækker et spor af kulde med sig, indtil den absorberes

tiden tikker
regnen slår
piskesmeld
gadelampens hvide skær
alting i sort hvid
udvisket, isklar
som om det slet ikke er en årstid, men alting på engang.
myrepatter rejser sig på armene,
tøjet klæber til kroppen, som om det forsøger at glide af.

hvad nu hvis
hver en dråbe tog en lille smule med sig.
videre mod jorden, og senere videre ud i kredsløbet, der er større end både mig og den.
Naturen
et mikroflig af min jakkes uldstof
en spaltet spids af mit hår
celler fra min hud
roden af min negl
trådene der holder buksesømmene sammen
for hver en dråbe
ætses,
trækkes mod jorden
flyder ud, time for time, minut for minut.
stille i regnen,
dråbe for kaskader af følgende dråber

pletvist skaldet, delvist afklædt som et dårligt ensomt stripshow midt ude i ingenting,
bliver afklædt af naturen, når tårene triller.
når skuldrene ryster, i frigivet takt med regnens slag mod astfalt.
indånder vand
og gisper uden åndedræt da vandet river lungerne med sig.
kigger op, får øje på månen som en flydende plet deroppe,
inden de fine brilleglas tages med videre
og tårekanalernes tanker bæres videre af regn.

salt blander sig med min barndomsgades floder
og tomme øjenhuler næste morgen,
ser stadig kun månen.
når daggryet kommer
og kragerne igen flyver ud for at vende
er der ikke mere at se

vandet glider, ned i revner, ned blandt småsten, rødder og planter
dybere ned gennem muld og tid
absorberes, samles,
samles op, af det vi kalder grundvandet,

og endte til morges, i din vandhane, hvor du fyldte, hvad du troede var vand, i din elkedel, og siden ned i termokanden, og lod sydende nes-kaffe-kornene opløse sig.
nu ved du, at din kaffe er essensen af ensom forløsning,
og hvis du finder, en stump uld mellem dine tænder - ved du hvorfra.

tænk at komme fra menneskekrop og undetrykte tårer,
til skoldhed kaffeduft en tidlig morgen i april.