Digt om eksposionskraft

Gentagne undskyldninger passerer

Orme i fingerspidserne snor sig.

Pressende tårer bekæmpes.

Tikkende bomber smalltalker bedre.

Et næsvist arrangement

Luntens tændvæske glider fra din mundvige, smager sødt, og du skærer tænder.

Tanker taler om vejret i din opløste hjerne

Der loves sorte pletter på nethinden.

Alle de små ting der irriterer.

Bomber eksploderer

Som verbale glødende pile mod din nakke

Rammer stilhed i døvehedens rum

Små fine hår der brændes over

Forholdet mellem dig og mig

Og så håret i dine ørers indre snegle.

du hører ikke massakren, du ser ikke branden.

Ting du ikk forstår

du spytter bare ud, og spytter TNT.

Flammer slikker op ad mine indre øjenlåg,

armbolten i mit øre, som du stædigt slår på, arbejder og arbejder under vanlig pladsmangel .

Mine hænder mod mine ører, så snart jeg har løftet min krop, brudt talestrømmen og er gået.

knastørre kinder krakelerer, men uden tårer.

alle følelser brænder væk under pres.

efterlader, tilbrændt, bombeaspirent,

flyver høj derfra på tankestreger af strømme af det krudtstøv der hænger fast i tøjet.

flyver væk i tanken, som et projektil, hvad ellers?