En drøm på en Strand

Jeg drømte mig endnu en drøm i nat.
Nogle gange sker det, at jeg kan huske et langt sammenhængende historie af nattens drømme.



Vi var i en stor gymnastiksal. jeg gik ikke på skolen længere men havde før været der.
de var ved at gøre klar til en skole-teateropsætning. og processen var kun lige ved at begynde,
jeg havde egentlig ikke nogen opgave. jeg gik rundt og snakkede, iagttog og komplimenterede de arbejdende for de ting de lavede, som så ud til at ville kunne fungere godt.
De var i hvert fald ved at sætte et kæmpe scenetæppe op, og jeg kan tydeligt huske at jeg sagde, at det havde vi haft problemer med at få op dengang jeg gjorde det.
også selvom det hang skævt.
'
Jeg havde nogle egendele på mig som jeg hele tiden kontrollerede var hvor de skulle være.
Jeg kan ikke huske præcis hvilke, men det var bl.a. min pung og min mobil. og nogle støvler.
Jeg vandrede lidt ud og ind af den der gymnastiksal, uden at kunne finde ud af, om jeg var velkommen eller ej.
På et tidspunkt går jeg ud, gennem en lille skov, og kommer ned på en strand.
en klassisk strand af den slags hvor der mellem skoven og sandet i vandkanten er en række afmeget store sten der er gode at hoppe rundt på.
ikke at jeg hoppede rundt.
der var en særlig stille og frisk stemning ved stedet.
på sandet - næsten i  vandkanten stod der er lidt ramponeret borde-bænkesæt.
der var en særlig fred der. men den var også en smule trist.
Jeg følte mig så dejlig let - men også træt.
Jeg havde ingen trang til at komme væk derfra.
vejret var ligesom intet. det var hverken rigtig koldt, eller lunt eller varmt.
det hverken blæste eller regnede, og der var ingen solskin men det var lyst.
Jeg tog mine ting frem og arrangerede dem på bordet.
borde-bænkesættet stod temmelig skævt og mens jeg stillede mine ting op, lagde jeg mærke til nogle ord der var skrevet under bordet, på de skrå bordben.
[...] - det var en vigtig sætning. men jeg har desværre glemt den :(
Det var et ordspil. og det var noget med skinner. som i: togskinner. men også som i: solen skinner.
det stod skrevet med rødt. men det var afbleget og slidt.

det  begynde langsomt at blive mørkere i luften mens jeg bare befandt mig der.
der var ingen trang til at lave noget bestemt. tænke store tanker. eller forlade stedet.
der var bare denne særlige fred. denne befriende ensomhed i luften.
jeg satte mig på bordet ved siden af mine ting.
og det var som om tiden gik hurtigere og hurtigere.
i hvert fald steg vandet. ¨
eller også begyndte borde-bækkesættet at drive udaf.
eller også var det simpelthen bare fordi det var en drøm:
det korte og det lange er, at jeg snart befandt mig på en lille ø bestående af et hjørne af et bord.- Langt fra stranden og vandet begyndte at trække op.  Det blev mørk aften.
luften blev frisk og kold og rev i mit hår.
Jeg kontrollerede stadig at mine ting blev stående. Men selvom jeg som med en svag vilje ønskede at putte dem i lommen igen, for at de ikke skulle blive taget at bølgerne, lod jeg dem stå.

jeg var ikke bange.
jeg havde ikke nogen fornemmelse for hvor alt dette skulle føre hen. Hvor lang tid der gik ved jeg ikke. men vandet blev stadig vildere, større og mørkere.

Pludselig forstod jeg, at de inde på land havde opdaget at jeg var drevet ud på havet, Og de var på vej ud for at redde mig.
Der blev slået alarm på skolen.

det var først der følelsen af at være i fare kom til mig.
men den var der alligevel kun i en ophøjet forstand: Der var ikke nogen ægte gennemgribende følelse af frygt. jeg var stadig i en tilstand af fredfyldt ligegyldighed og tilfredshed.
sådan havde jeg det også da nogle mænd i en båd kom, pakkede mig ind i et tæppe og tog mig op i deres båd. (muligvis med mine ting)
og sådan ville jeg stadig havde haft det hvis jeg var druknet.

Min fred blev brudt af min mobil: der begyndte at tikke tonsvis af beskeder ind. og jeg var knapt nok fragtet ind til land endnu.
jeg glædedes umådeligt et øjeblik over dem der bekymrede sig for mig,
men i den første besked fik jeg blot at vide, hvor dum en irriterende opmærksomhedssøgende tøs jeg var.
Jeg åbnede ikke flere beskeder. jeg blev irriteret.
Jeg sad nu med et spørgsmål i hovedet: var det et selvmordsforsøg?
....det var det vel.....
men, men det var ikke meningen det skulle være det!.
- Det var heller ikke meningen det ikke skulle være det. ...hvis det da var endt andetledes.
Der havde slet ikke været nogen mening! Det var ikke noget forsøg!. Der var ikke nogen handling. Det var fredfyldt apati.
Jeg følte mig meget træt. ikke som sådan i kroppen. mere i hele min person.

Jeg nåede ind til stranden, og på en eller anden måde stod borde-bænkesættet igen præcis det samme sted som tidligere på dagen.
Der sad en anden pige på den skæve bænk. Hun havde lyst let krøllet hår til skuldrene og var temmelig spinkel.
Jeg kendte hende godt.
Det var hende der havde skrevet ordene.
Hun havde forsøgt selvmord der - og den røde skrift havde været en afskedshilsen.
Jeg komplimenterede hende for sætningen.
Jeg synes det var god poesi.
Hun vendte sig med et suk og gik sin vej,
'
Så ændrede drømmen sig markant.
Stranden blev. og jeg blev på den, men istedet for en skov bagved stenene var der fortov og bagved igen bygninger. Pludselig var det en strand i en sommerby og det var så sandelig blevet sommer.
Jeg selv havde fået sommershorts på, og folk gik rundt i badetøj.
Jeg gik på opdagelse ud på stranden og på sandet lagde jeg mærke til små bevægelser.
Det var en slange. Tynd og hurtig.
Jeg blev naturligvis urolig ´, for ikke at sige bange, men det var slet ikke at sammenligne med hvad det udviklede sig til:
for for hvert skridt jeg gik frem på stranden blev sandet dækket af slanger i forskellige størrelser og farver.
jeg tror nok jeg skreg op, og forsøgte at finde steder i sandet uden slanger,
men snart blev det umuligt og jeg trippede hen over gyngende grund.
slangerne var ru og varme og bevægede sig hele tiden,  Jeg forventede hele tiden at de ville bide mig.
Om jeg blev bidt, eller om det var varmen eller bare indbilding begyndte mine fødder at summe underligt,

Så fik jeg øje på en lille bod på fortorvet hvor de solgte små plastik gummisko - ligesom crocks. jeg kunne ikke beslutte mig for om jeg skulle løbe eller at gå forsigtigt. så jeg endte med at stikke i et hyl sprinte derop.
 Jeg købte nogle grimme blå plastisko.