Terror i drømmeland

Jeg drømtejeg var psykopat. jeg kan ikke få andet til at passe.


Forstil dig et stort luksuriøst hotel/konferencecenter i en gammel fin bygning af rødsten og med søjler af marmor og røde tunge velourgardiner.
det lå ud til en befærdet gade i en stor by.
der var dog et lille torv mellem huset og vejen, og der var megen trafik frem og tilbage.

Jeg stod og kiggede ud af et vindue på 2 eller tredje sal og så ud på dette virvar. ledte efter nogen i mængden.
jeg var ikke den eneste i rummet. jeg var en del af gruppe mennesker med nogle lyssky affærer. vi havde en mission som skulle forhandles på plads. vi ventede på de andre og selvom vi var rastløs reagerede vi med kontrolleret ro.

stemningen i denne drøm er meget vigtig.
jeg havde det som om jeg gik rundt med en maske af sten foran mit ansigt. jeg vidste at jeg ikke ville vise følelser af nogen art. jeg var udtryksløs. jeg var på en mission og jeg var i fuldkommen kontrol med mig selv. jeg følte mig uovervindelig. som om hele verdens tråde lå foran mig og jeg kunne trække i dem jeg ville.

Da det ér en drøm er handlingen ikke 100% lineær.
Vi havde haft et møde med en anden gruppe, men det var ikke gået ret godt. vi var begyndt at komme i en knibe.
Jeg kan ikke fortælle hvad vores mission handlede om. vi vidste det alle, men det blev aldrig udtrykt.

jeg står altså ved vinduet igen og kigger ud på pladsen.
dem i rummet bag mig snakker lavmeldt, og jeg følger med i deres stigende bekymring.
der må tages en beslutning.

på et tidspunkt indfinder der sig en følelse af at der er taget en beslutning og jeg siger noget i retning af: "jeg gør det. nu. "

Jeg tager en kasse/kuffert med en lille bil indeni. og jeg tager en plade af en art gennemvædet af benzin.
jeg ved at dette vil springe i luften hvis de to komponenter presses sammen.

jeg bevæger mig ned i bygingen med en mine af uovervindelighed og ophøjet ligegyldighed.
jeg genkender de rigtige mennesker i mængden og ved at jeg skal skynde mig en smule for at det skal klappe perfekt.
jeg er midt på pladsen da jeg stiller min bombe" fra mig og aktiverer den.
der er mennesker omkring mig der reagerer men ikke ved hvad det er jeg står med. de reagerer med undren og vender sig mens de går.

så snart jeg har presset benzinen ned over bilen, så bilen presses sammen og den lille trigger vil antænde en gnist, vender jeg mig om og løber væk derfra i en helvedes fart. Jeg når ind i en tunnel under hotellet og sætter farten ned et øjeblik. blander mig med mængden.

Der i tunnelen får jeg øjenkontakt med en ung mand. Han har et rundt ansigt med et stort hår af mørkebrune bløde krøller, og han er klædt pænt på. Jeg ved at hans retning uvilkårligt peger ud mod bomben der er sekunder fra at gå af. såvel som alle de andre mennesker der her i det tætte mylder passerer forbi mig. Jeg ved at hvis han overlever vil han tænke tilbage på mig. Jeg passerer ham med en mine af ophøjet ligegyldighed. jeg har en maske af sten. og jeg ved at han bider mærke i dette.

jeg drejer ind i hotellet hører braget. mærket lufttrykket der får bygningen til at skælve en smule.og ved at det vindue jeg stod ved før ikke har det så godt.

jeg ved at målet på pladsen er ramt.
jeg har ingen følelse af hverken succes eller medlidenhed.

de andre i gruppen hylder min bedrift og jeg har en fornemmelse af simpel tilfredshed. job done.

De andre fortæller desuden at der er kommet en besked til os, om at der findes et hemmeligt center under bygningen, og at jeg er inviteret som gæst og ekspert. (note: ikke fordi jeg er lejemorder, men for en af mine andre ekspertiser. Det første er ikke kendt af nogle)

Jeg bliver fragtet ned i kælderen og sat i en stol med hjul under, og bliver af en tjener kørt gennem en labyrint af hvad der ligner at være lagerlokaler for uniformer og andet tøj.
Endelig stopper vi foran en mørk væg der åbner sig som en skydedør.

skarpt hvidt lys strømmer mig i møde.  indenfor sidder der en gruppe og venter.
Rummet er domineret af hvide sofaer der ikke ser behagelige ud, men meget moderne. og der er en stor skærm på den ene væg.
de byder mig respektfuldt velkommen og jeg hilser på dem hver især.
den sidste i gruppen er en af deres ledere. ham der anbefalet mig, får jeg at vide.

og da vores øjne mødes igen genkender jeg ham, og han mig. hans ansigt bliver hvidt og stramt indkranset af de store brune bløde krøller.
men han viser ingen andre tegn på genkendelse, og begynder at præsentere et lysshow på skærmen for mig såvel som for de andre fremmødte.



done.