BlueBluePurple

Jeg kan ikke bestemme mig vælge imellem krea og kærlighed liv på lærred eller lykke nerve eller nærver så mit liv er en sinuskurve jeg kan ikke bestemme mig om jeg vil beholde ekstremerne men så igen.  en bølgegang på havet ekstremerne forsvinder fra tid til anden.  jeg lettes når de forsvinder og savner dem så.  de kommer tilbage, jeg ånder dem ind.  og beder dem så, at skride ad helvede til igen.  ekstremerne i psyken, der skaber liv på lærred eller i ord.  stillet op mod den bløde kurve, lykken, kærlighed og nærver til selve de mirakler der sker i hverdagen.  Livet er en sinuskurve, i en sinuskurve i en sinuskurve i en sinuskurve I guess..  i en sinuskurve i en sinuskurve  i en sinuskurve i en sinuskurve i en sinuskurve i en sinuskurve  i en sinuskurve i en sinuskurve i en sinuskurve i en sinuskurve  i en sinuskurve i en sinuskurve i en sinuskurve i en sinuskurve  i en sinusku...

Jeg drømtejeg var psykopat. jeg kan ikke få andet til at passe. Forstil dig et stort luksuriøst hotel/konferencecenter i en gammel fin bygning af rødsten og med søjler af marmor og røde tunge velourgardiner. det lå ud til en befærdet gade i en stor by. der var dog et lille torv mellem huset og vejen, og der var megen trafik frem og tilbage. Jeg stod og kiggede ud af et vindue på 2 eller tredje sal og så ud på dette virvar. ledte efter nogen i mængden. jeg var ikke den eneste i rummet. jeg var en del af gruppe mennesker med nogle lyssky affærer. vi havde en mission som skulle forhandles på plads. vi ventede på de andre og selvom vi var rastløs reagerede vi med kontrolleret ro. stemningen i denne drøm er meget vigtig. jeg havde det som om jeg gik rundt med en maske af sten foran mit ansigt. jeg vidste at jeg ikke ville vise følelser af nogen art. jeg var udtryksløs. jeg var på en mission og jeg var i fuldkommen kontrol med mig selv. jeg følte mig uovervindelig. som om hele ver...

Jeg drømte mig endnu en drøm i nat. Nogle gange sker det, at jeg kan huske et langt sammenhængende historie af nattens drømme. Vi var i en stor gymnastiksal. jeg gik ikke på skolen længere men havde før været der. de var ved at gøre klar til en skole-teateropsætning. og processen var kun lige ved at begynde, jeg havde egentlig ikke nogen opgave. jeg gik rundt og snakkede, iagttog og komplimenterede de arbejdende for de ting de lavede, som så ud til at ville kunne fungere godt. De var i hvert fald ved at sætte et kæmpe scenetæppe op, og jeg kan tydeligt huske at jeg sagde, at det havde vi haft problemer med at få op dengang jeg gjorde det. også selvom det hang skævt. ' Jeg havde nogle egendele på mig som jeg hele tiden kontrollerede var hvor de skulle være. Jeg kan ikke huske præcis hvilke, men det var bl.a. min pung og min mobil. og nogle støvler. Jeg vandrede lidt ud og ind af den der gymnastiksal, uden at kunne finde ud af, om jeg var velkommen eller ej. På et tidsp...

I en blågrå kupé (Vild i varmen) . Computer Charlie er en helt almindelig mand & han ta'r toget ind til City hver dag gemmer sit ansigt så godt han ka' bag et slør fra dagens første Havanna han ligner til forveksling alle andre i kupé'en der til gengæld ligner koksgrå lig & sidder pænt på række som på bunden af en grav mens station efter station bare suser forbi . Computer Charlie ved lige nøjagtig hvem & hvor han er en anonymitet anbragt på fastlagte skinner & spor Computer Charlie tilbagelægger sit halve liv i et spøgelsestog på vej til & fra kontor & det uden at sige et eneste fornuftigt ord . Computer Charlie er en helt almindelig mand måske lidt overset & derfor meget støvet en museumsgenstand man ikke værdiger et blik fordi den gør en så fantastisk bedrøvet det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det men nu ved jeg det tilfældigvis godt den fremmedgjorte mand Charlie førhen var...

Jeg tager af den ellers tilsidelagte pulje. og effekten kan mærkes nu. det skete ellers umærkeligt. tiden gik over. og en lille hammer begyndte at kunne mærkes. en sagte hamren. tiden gik over. "hold bare en time mere" En gysen, en stille indstængt rus. så velkendt - alt for velkendt. alt for fed.

En af de absolut mest beundringsværdige illustratorer hedder Chris Riddell.  Han har fx illustreret bøgerne der på dansk er oversat til: Historier fra Kanten. Originaltitel: The Edge Chronicles. han har en Tumblrblog som man kan besøge på: http://chrisriddellblog.tumblr.com/. Han tegner desuden på en måde der ikke blot er uendelig inspirerende, men også let at studere og tegne efter.  her er nogle af mine forsøg.  jeg vil gøre opmærksom på, at det er kopier fra Chris Riddells tegninger. 

En fed bytur efterfulgt af fire timers søvn, efterfulgt af lysteknisk arbejde i 6 timer, efterlader en ude af stand til at tale rent, tænke klart og ude af stand til at gå i seng. Man har låst sig ude af sig selv, og der er færre og færre ting ved en, der fungerer, gangen bliver svajende og vaklende.prøv endelig ikke at stå på ét ben. . Jeg forestiller mig at mine rander under øjenene er dybe som bjergkløfter og blålillae som en dyb sø på bunden. Mine tanker kredser om morgendagens trivialiteter. De virker uoverkommelige og fremmerede. Min krop er mere vågen end normalt, tungere og jeg kan mærke hver en celle. Mine håndflader lader jeg kærtegne hinanden og intensiteten føles som smagen af en særlig god, tung og frugtig rødvin. Gaaaaab Min pude tager i mod mit hovede med overvældende ømhed. Farvel

Hvad skal jeg sætte på for at lindre? Metalmusik, eller Indie, eller børnesange fra den u-komplicerede tid? det er som om der sidder en der trækker i trådene der vil forhindre, at jeg kommer afsted. Lige i dag ville jeg ønske var en bliv-hjemme-hos-minecraft-dag. men det er det ikk, jeg skal ud, skal lave det jeg elsker. Hvert et åndedrag er tungt som cementsandkage en af dem børnene laver i sandkassen af jord og ....................ikke tid til digtning. .ikke tid til rim. tid til afsætning nu nu nu Jeg går. om lidt gemmer min tunge sten i maven eller på skuldrene hvor den nu ligger bedst. flytter mine fødder, og lader dem træder pedalerne rundt. Måske vil vinden på mit ansigt gøre godt. Måske er det noget der gør mig tung, noget der hænger i luften i værelet, og ikke i luften fra mine lunger.

Jeg skal skrive en tekst der omhandler dette tema, og som har titlen: Jeg ér et godt menneske.  Den skal skrives ud fra den karakterjeg spilleri en forestilling. Det ikke sådan lige så nemt som jeg først lige havde tænk mig det skulle være. Det er svært at skrive på vegne af en ikke-eftertænksom person. Og det må ikke blive sådan en gå-i-byen-fuld/druk-historie-tekst. Dem kan jeg.. som regel.. slet ikke holde ud. Så hvordan gøres dette lige? ..